Det er efterhånden ved at være lidt over en uge siden, vi er kommet til Rwanda. Og vi har lært en masse!! Eksempelvis Amakuru, der er kinyarwanda for: Hvordan går det?

Da de to ungdomsleder fra Rwanda, Aline og Alexis, desværre ikke kom til Danmark og med på DUF-kurset har vi brugt en masse tid på at lære dem bedre at kende. De er super søde og forstående, og en kæmpe stor hjælp for os, når vi færdes i så ukendt terræn. Vi har lavet forskellige ting med fokus på sammenrystning. Vi tog bl.a. på en tur til Gisenyi, som er en by ved grænsen til Congo, her rejser folk til, for at bade i den store Kivusø. Vi har spillet spil, spist brochetteer, der er spyd med gedekød, stegt overbål, samt lavet nogle af de øvelser, som Aline og Alexis ikke kom til at lære på DUF-kurset i Danmark.

Fra Kigali, hvor vi bor, er der 3 timers kørsel for at komme til Gisenyi – african time. Dvs. plus-minus (nok mest plus) en time. Busserne hernede er noget helt særligt. De følger ikke en køreplan, så man venter bare til der kommer en, og så kører den af sted, når den er blevet fyldt. I busserne sidder man tæt – også når man kører i 3 timer til Gisenyi. Vores bustur derop udviklede sig til en tur, vi aldrig vil glemme. Efter ca. en times tid er der nemlig en ellers rigtig sød lille baby, der kaster jordbær yoghurt op udover vores tasker (mest Helenes), samtidig begynder det at regne, så alle i bussen lukker vinduerne. Det betyder, at vi skal sidde 2,5 time i en varm bus med lugten af yoghurt-bræk… Det var en oplevelse og kan forhåbentligt blive til en god historie! Når altså lige tasken bliver ren igen.

En anden sammenrystningsaktivitet vi har lavet er rwandisk mad. Vi brugte en formiddag på at lave ubugali, der er mel (lavet af casavarod) rørt med vand. Det former sig efter lidt tids røren, til en forholdsvis tyk og klistret masse, det dybbes i en sovs lavet på forskellige grøntsager og i vores tilfælde også sardiner. Derudover fik vi bønner og kogt casavarod. Vi delte måltidet i vores lille gård. Maden blev sat i midten på et tæppe, hvorefter vi brugte hænderne til at spise med. Det er jo noget helt andet, end hvad vi er vandt til, men det er også det fede! Det er simpelthen en gave at få lov til at komme så tæt på en anden kultur, og de mennesker der lever her.

Alt det vi har lært på DUF-kurset skal vi som nævnt give videre til Aline og Alexis. De øvelser, vi har lavet indtil videre, har været meget givende for os. Både for forholdet til dem og for en fælles forståelse af projektet. I en af øvelserne skulle vi lave et code of conduct for vores arbejde sammen. Vi blev meget begejstrede, da de selv foreslog time-management – vi har nemlig hørt, at det ikke er rwanderes stærkeste side. Vi har dog senere fundet ud af, at time-management ikke nødvendigvis betyder, at man er der til tiden, det betyder bare, at man ikke er over 30 min forsinket. African-time kan være afslappende – når man altså lige har lært det.

Et andet køretøj vi er blevet introduceret til er motoer, en slags motorcykeltaxaer. Dem er vi blevet store fans af! Vi har fundet ud af at tage dem fra vores hjem og til kontoret, og hjem til Line og Rasmus Hylleberg. Det er en let og hurtig måde at komme rundt på, og de chauffører vi har haft, har været rigtig søde. Man skal bare huske at sige buhoro buhoro (kør langsomt).

Line og Rasmus arbejder på det samme kontor som os, hvilket er rart, da de er en god hjælp til at forstå systemet. Udover Line og Rasmus er der også to andre umuzungu (hvide mennesker) par. Begge par er fra Canada og arbejder med CBM (Canadian Baptist Ministries). Allerede efter få dage blev vi inviteret hjem til Laura Lee og Darell (et af de canadiske par) for at spise frokost. Det har været en KÆMPE stor hjælp at kunne snakke med nogle, der også kommer udefra, men som er mere inde i, hvordan det hele foregår hernede. Rwanderne på kontoret er også rigtig søde, de er meget åbne og forstående. Vi glæder os meget til at lære dem alle bedre at kende!

Når vi ikke har været sammen med Aline og Alexis, så har vi været en del hos Line og Rasmus og deres børn. Vi har været med til at fejre Annas fødselsdag, vi har spillet lidt spil og Line har vist os rundt i byen og givet os gode tips og tricks til, hvor vi kan handle. Det har været et rigtig rart pusterum at komme over til dem, når det hele bliver lidt overvældende – for det gør det. Selvom det bare er fedt at være her, så gør kulturforskellene, at det til tider kan være meget frustrerende. Men det er det sure med det søde og overordnet set er vi begge vilde med at være her og få lov til at være en del af arbejdet og TUGUMANE projektet.

I dag startede et seminar for de kvinder vi skal hjælpe i projektet. De skal være her indtil torsdag, og indtil videre har det været meget meningsfyldt, at se dem her. Vi glæder os til at fortælle jer mere om mødet med dem i næste indlæg!

2 thoughts to “Amakuru?

  • Bent Hylleberg

    Kære Johanne og Helene
    Godt at læse om jeres oplevelser i mødet med afrikanske unge i Rwanda – og at høre lidt hist og pist om jer herhjemme, hvor mange følger med i, hvad I laver! I går var der nyt om jer via familien her i Tølløse og i dag var jeg til møde med folk fra IM-udvalget. Jeg glæder mig til at læse jeres nyheder, se jer i reandesiske omgivelser – også billederne fra vores egen familie i Kigali. Hav det godt – kærlig hilsen bh

    Svar
  • Morfar Ole

    Dejligt at læse om jeres oplevelser og erfaringer.
    Hold fanen højt og sug til jer -?

    Svar

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *