Når jeg sidder her ved mit skrivebord i mit barndomshjem i Tølløse, og tankerne får frit spil, så drømmer jeg mig længere syd på – mere præcist til Rwanda. Jeg drømmer om de 4-5 måneder, jeg var så heldig at få lov at bo i landet. Jeg drømmer om den halvkølige vind, der møder mig når jeg kører rundt i storbyen Kigali på min egen scooter. Jeg drømmer om hyggelige eftermiddage i selskab med den søde familie Hylleberg. Jeg drømmer om morgentræninger til Body and Soul med alle de andre vestlige. Alle de andre vestlige. For når jeg kommer dertil rammer virkeligheden. Alle de andre vestlige, det indikerer, at der en kontrast, en kontrast mellem mennesker. Og det er der, der er store kontraster i Rwanda. Kontraster mellem mennesker, mellem bygninger, mellem maden og mellem transportmidler. De findes over det hele. Rwanda er et fantastisk land i mine øjne, men også et land præget af fantastisk mange kontraster, hvilket kan gøre tingene surrealistiske.

Rwanda er på den ene side alt det jeg beskrev i starten, men det er også meget mere end det. Jeg har fået æren af at komme tæt på en af de fattigste befolkningsgrupper i Rwanda. Nemlig de unge enlige mødre der har fået børn uden for ægteskabet. De bliver set ned på og set skævt til af samfundet, de har enormt svært ved at få arbejde nok til at kunne forsørge deres barn/børn, og de har ingen at støtte sig op af. Igennem det arbejde jeg har været en del af i Rwanda, har jeg mødt mange af de enlige mødre i den rwandiske baptistkirke, AEBR, og jeg har haft mulighed for at danne et bånd til 36 af dem. Det er kvinder, der ikke har følt sig elsket meget længe og for mig har det været en kæmpe ære at få lov til at elske dem, at få lov til at vise dem de er gode nok og få lov til at være en del af den udvikling, de har gennemgået med deres deltagelse i TUGUMANE projektet.

Samtidig med at jeg forhåbentligt har givet noget til dem og været en støtte for dem, har de også givet mig SÅ meget, og været en del af den udvikling jeg har gennemgået. Hele arbejdet med projektet har lært mig enormt meget. Men det er ikke kun det, det er hele samfundets opbygning og levemåden i Rwanda, der har givet mig et fornyet syn på livet. Det lyder meget fint, men det er bare sådan det føles. Mit liv i Rwanda har virkelig været med til at understrege for mig, hvor vigtigt det er at have tid til hvile. Hvor vigtigt for mig det er at have mulighed for at være spontan, hvor vigtigt det er at have tid til at være til rådighed, hvor der er brug for det, og hvor vigtigt det er at have tid til at sy, male eller gå en tur. Jeg er fyldt med taknemmelighed over, at jeg har fået lov til at bo i Rwanda.

Da jeg boede i Rwanda havde jeg ikke nær så mange ting, som jeg har, når jeg bor i Danmark, og det blev virkelig understreget for mig, men det også bare er ting. Jeg var mindst ligeså glad, lykkelig og taknemmelig i Rwanda, som jeg er i Danmark, hvilket gjorde det tydeligt for mig, at jeg godt kan leve med mindre. Og jeg vil prøve at gøre det til at mål at tænke mere over, hvad jeg bruger min tid og mine ressourcer på, og forhåbentligt ikke bare tænke, men også handle på det. Det er let nok at tænke en masse, men det er noget mere udfordrende at handle. For jeg skal da også indrømme, at jeg nyder at have ting, jeg nyder at købe nyt tøj eller nye sko, men som sagt er mit mål, at jeg på baggrund af mine oplevelser og erfaringer fra Rwanda kan lære at leve mere simpelt også i Danmark.

 

Når jeg sidder her ved mit skrivebord og drømmer mig væk til Rwanda, fyldes jeg af taknemmelighed og glæde. Taknemmelig for at jeg har haft det fantastisk, mens jeg boede i Rwanda og fyldt med glæde over, jeg har det fantastisk, hvor jeg bor lige nu.

 

Nå, nu har I hørt en masse om, hvad der sker i mit hoved. Men jeg synes, og jeg skylder lige at give en opdatering på TUGUMANE projektet. For WOW det er for vildt, hvad der sker. Her får i lige et link til en alt for sej artikel, der er blevet skrevet om projektet: http://www.newtimes.co.rw/section/article/2017-03-05/208575/. Og ikke nok med at der bliver skrevet artikler om det, så har regeringen i Rwanda også, mens vi var der, haft interesse for projektet, de har endda taget sig tid at besøge projektet og kvinderne. Derudover er det også besluttet at YEGO-teamet vil prøve at lave et partnerskabsprojekt, der bygger videre på TUGUMANE projektet. Alt det på baggrund af resultaterne og udviklingen der er sket i AEBR over de sidste 9 måneder, mens projektet har stået på. DET føler jeg mig også taknemmelig over at have været en del af.

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *