Mød Marie-Louise. Hun er 20 år gammel og en af de mange enlige mødre, som vi har lært at kende gennem projektet. Hun er fra den nordlige provins, Buberuka, hvor hun bor sammen med sin søn. Til fælles med de andre enlige mødre har Marie-Louise en barsk historie med sig, som hun har oplevet i en tidlig alder.

Da hun var blot 15 år gammel havde hun en kæreste fra den sydlige provins, Butare. En dag var hun taget på besøg hos ham. Da hun besøgte ham forsøgte han, at tvinge Marie-Louise til at gå i seng med ham. Marie-Louise ønskede ikke at gå i seng med ham, da hun ikke var klar til denne voksne handling. Hun forsøgte at sige fra overfor sin kæreste, men han lyttede ikke. Marie-Louise kæmpede længe for at stritte imod kærestens overgreb, men måtte til sidst opgive kampen. På denne måde blev hun voldtaget af sin kæreste i en alder af 15 år.
Senere fandt Marie-Louise ud af, at hun var blevet gravid efter kærestens overgreb. Hun skammede sig over situationen, som hun var havnet i, men valgte at fortælle kæresten, at han nu var blevet far til hendes barn. Efter den nyhed valgte kæresten ikke at acceptere, at han var far til barnet. At være gravid og føde et barn i en alder af 15 år er en hård oplevelse i sig selv. Men at stå helt alene med ansvaret for et nyfødt barn i et samfund, hvor det er så skamfuldt at få børn udenfor ægteskab er så meget sværere. Marie-Louise fortæller, at det sværeste ved at blive gravid var, at hendes familie ikke ville have noget med hende at gøre. Hun havde syndet i deres øjne, og de ønskede ikke kontakt med hende. Det betød, at hun blev jaget væk fra sit hjem og sin familie, og måtte bo alene med ansvaret for en nyfødt søn. I starten af Marie-Louises nye liv som enlig mor skammede hun sig meget over sin søn. Hun tog de grimme ting til sig, som hendes forældre havde sagt om hendes søn. Hun troede på, at hendes søn ikke fortjente kærlighed, når hendes forældre fortalte hende, at sønnen ikke var noget værd, men at det var en skamfuld handling. Marie-Louise indrømmer med tårer i øjne, at hun plejede at slå sin søn, fordi hun ikke elskede ham og ikke vidste, hvordan hun skulle agere som nybagt mor.
Efter Marie-Louises kontakt med projektet er hun lettet over at være blevet klogere. Hun har lært, at hun skal elske sin søn lige meget hvad, og at han er lige så meget værd som andre børn. Derfor er hun nu i stand til at elske sin søn og acceptere det, som hun har været udsat for. Projektets frivillige fra kirken har også hjulpet hende med at få troen tilbage på sig selv, og hjulpet hende til at lære at elske sit barn. Hun fortæller, ”De frivillige har været så stor en hjælp, fordi de har hjulpet mig med at elske mit barn igen. Det er jeg så taknemmelig for!”. Helt konkret har de frivillige i kirken også hjulpet Marie-Louise med at registre sit barn i det offentlige system. Før projektet var Marie-Louise ikke i stand til selv at tage ansvar for at registre sit barn, men i dag er hun så taknemmelig for den hjælp hun har modtaget gennem projektet.
I dag bor Marie-Louise sammen med sin nu 5 år gamle søn hos hendes søster. Faderen til hendes barn har aldrig anerkendt barnets eksistens, og barnet har derfor heller aldrig mødt sin far. Hun fortæller dog også, at hendes forældre har lært at elske hendes søn, og at hun med hjælp fra de frivillige er blevet en del af kirken igen.

Historien om et Rwanda, der begynder at tage hånd om de svageste og byde dem ind i kirken igen er så vigtigt et budskab! En kirke bygget på medmenneskelighed, plads til alle og et ansvar for at hjælpe hinanden er værdier vi kan mærke er ved at blomstre i de kirker, som vi besøger. Så med hjælp fra projektet er vi med til at styrke de unge enlige mødre i deres situation, vi er med til at opbygge en stærk gruppe frivillige, der kan være med til at styrke de enlige mødre og gøre kirkerne til et sted, hvor man tager hånd om hinanden i troen på Guds næstekærlighed.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *