Toyota Carina er ikke en hvilken som helst bil. Det er en bil med en skæbne, vilje og en udfordring. Dette kunne godt lyde som en trailer til den næste Hollywood film med Bruce Willis Det er det ikke, men den har potentialet. Dette er historien om Carina. Carina har været hovedperson i løbet af vores sidste dage, og derfor  er dette indlæg historien om og en hyldest til Carina.

 

Carina var en god bil fra det ordentlige og pæne Japan – og sågar den gode Toyota-familie. Men som så mange andre af hendes slags blev hun ældre, havde fået et par rynker, og blev derfor solgt og sendt med skib til Afrika.

 

I Rwanda blev hun en dag lejet af  Edouard, Cathrine og Søren. De skulle rundt i hele Rwanda for at forberede Yego ’12 , gruppeturen med 23 unge BBUere. Og så havde Carina heller aldrig helt affundet sig med de afrikanske veje. Hendes undervogn lå for lavt og hjulene var for små.

 

Carina fik heller ikke vist sig fra sin bedste side, da hun skulle af sted med Edouard, Cathrine og Søren. Før de var kommet af sted, skulle den første mekaniker tilkaldes. Bagsmækken kunne ikke lukkes. Mekanikeren var en ligefrem type, så Carina fik nogle slag med en stor skruenøgle, og så kunne bagsmækken lukkes igen.

 

Derfra gik det godt – i hvert fald i 2 timer. Lige da Carina og de 3 passagerer nåede Kibongo i øst, som var dagens mål, stod der pludselig røg op fra køleren. I løbet af 5 sekunder stod der 15 uautoriserede mekanikere (tilfældige folk der stod i nærheden) og rodet nede i motoren. Carina var ikke vild med det. Heldigvis kom en smule autoriseret mekaniker til undsætning, og trak Carina med til værkstedet. Der blev brugt en times tid på at konstatere, at det ikke kunne fikses, og at reservedelen ikke var hjemme. Det kom dog ikke bag på Carina, for i værkstedet var der ikke andet end et pensioneret svejseapparat og en gammel cykel. Men fint nok. Carina kunne sagtens køre videre, tændingen virkede bare ikke, men et skub bag på og motoren spandt.

Efter røgen havde lagt sig, var Carina omringet af 15 uautoriseret mekanikere.

 

På tredje-dagen var den gal igen. Det var ikke Carinas skyld. Maj er regntid i Rwanda, og i de 1000 højes land betyder det jord-erosion. Natten forinden en bjergfyldt rejse fra Ruhengeri i nord til Kibuye i vest havde der været et ekstraordinært voldsomt regnskyl. Mere end 20 steder var de store jordskred endt på vejen. Det var ikke let for Carina. Men heldigvis var der kaldt til ekstraordinær Umuganda. Det er en slags obligatorisk samfundstjeneste der afholdes fast en gang om måneden. Men der blev sat en ekstra ind, så alle de veje regnskyllet havde ødelagt kunne blive repareret. Så alle de store jordskred blev gravet væk af hundredevis af mennesker med skovle og hakker. Det var Carina glad for, for så kunne hun komme sikkert til Kibuye. Edouard, Cathrine og Søren var også mægtigt begejstret.

 

Men på fjerdedagen ventede den største udfordring for den tapre Carina. Hun skulle køre fra Kibuye, ned langs Kivusøen, til det tidligere missionærferiested, Kumbia. Det var en strækning som Carina havde hørt dystre rygter om. Det var en rute som Land Cruiser og Prado  talte arrogant om – som om de var de eneste der kunne køre den. De tre passagerer glædede sig til turen, for den gik langs den smukke Lake Kivu. Og af sted de kom. Carina synes det gik godt, men pludselig blev vejen meget slem – sådan rigtig afrikansk. Store sten stak op, og det kunne kun gå langsomt frem. Nogle gange måtte de tre passagerer ud og planlægge, hvordan hjulene skulle placeres for at Carina kunne komme videre.

 

I en dal efter 2 timers kørsel havde Carina nær mistet håbet. Et 20 meter mudderhul lå foran Carina og vejen videre. De tre passagerer stod lang tid og så bekymret på hullet. Bekymringen blev ikke mindre da en stor Toyota Hilux kom fra modsatte side og satte sig fast, skønt den ikke havde lav undervogn som Carina. Men efter grundig planlægning og en smule skovlen, satte Carina i gang med et hvæs som rungede ud over Lake Kivu, så det kunne høres helt ovre i DR Congo på den anden side af søen. Mudder sprøjtede op, og med stor anstrengelse fik Carina kæmpet sig ad den planlagte rute, over til den anden side. De tre passagerer brød ud i jubel, og alle begav sig videre. Efter den oplevelse var der næsten ikke noget, der kunne stoppe Carina.

Yes!

 

Der måtte dog gøres et stop på den fjerde time. Et par vanskelige mudderhuller havde løsnet bagskærmen. Men med hjælp fra 40 rwandere på Umuganda,  en lommekniv, en skruenøgle og et snørebånd, blev bagskærmen monteret oven på bagsmækken, og Carina kunne køre i mål i Kumbia.

Så mistede Carina sin popo

 

Det var historien om en ovenud trofast Toyota Carina. I mellemtiden oplevede Cathrine og Søren også en helt masse spændende, men det må I høre en anden gang.

 

Bonus billede: Cathrine sammen med Laetitia der er kasser i AEBR Youth og hendes datter Milka.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *