I onsdags drog vi mod Butare (nuværende Huye) med en overraskende bekvem bus. Vi tog afsted for at besøge de spejdergrupper der i dag er tilbage i AEBR-regi. Vi kom ud til spejderne, som har til huse syd for Butare mod grænsen til Burundi, og godt nok er vi ved at være vant til noget officielle velkomster, men denne slog de andre vi har været vidne (modtagere?) til. 50 spejdere stående med velkomstsang og så videre. Vi blev introduceret til hvordan deres spejdergruppe hænger sammen, hvad den består af og lignende. Herefter så vi, hvordan et typisk spejdermøde for dem ser ud. Der var godt nok langt derfra til mine onsdag aftener i Østhimmerland 🙂 Ikke nok med at kulissen er fundamentalt anderledes, med bjerge så langt øjet rækker, grønne marker og røde veje. Mødet bestod i forskellig art traditionel dans og sang omkring en fane og så lavede de forskellige lege.

I den her gruppe er de næsten 100 spejdere i alle aldre. Der er ingen tvivl om at spejder for dem er en rigtig fed måde at mødes på. Deres spejderaktiviteter rækker også langt ud over deres møder en gang om ugen. De har, som de andre grupper vi gennem Kora også har været i kontakt med, forskellige låne/spare-aktiviteter, drømmer om at kunne købe grise osv. Og så har de spejder-laget oveni. De er derfor meget etablerede hvilket udgør et rigtig godt potentiale at arbejde videre på. Vi skal besøge dem igen i juni til et andet møde og dét, at en spejdergruppe ét sted kan samle 100 mennesker fortæller også noget om, at der er et behov. Så det bliver rigtig spændende at skulle arbejde videre på at få små grupper op at stå over hele landet.

Som I kan se på billedet var vi sammen med en ægte spejdermand, der i 1993 var i Danmark på lejr, så han var rigtig begejstrede! Vi var også hjemme hos ham, hvor der overalt i hans stue hang billeder af danske spejdere. Så der bliver da hvert fald sat nogle spor 🙂

Til de der kender Edouard skulle vi hilse alle mange gange!

God weekend

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *